ER DER NOGEN I HIMLEN?

Det er mest tanken, der er skræmmende. Ideen om, at man kan komme i kontakt med mennesker, der er døde, gør de fleste en smule utrygge, og det er helt naturligt. Mennesket vil allerhelst kunne forklare alting – og det er svært at forklare – sådan videnskabeligt – hvordan det er muligt at tale med de døde. Men det er muligt. Og det er ikke specielt vanskeligt eller forbundet med nogen særlig hokus pokus. Når jeg praktiserer afdøde-kontakt, så er det fordi, der for mange af de mennesker, der tager mod til sig og henvender sig med sådan en forespørgsel, efterfølgende er stor lettelse og ro forbundet med det. For langt de fleste, er der en meget stor befrielse i, at få mulighed for at afslutte livslange relationer i en tryg og rolig atmosfære og på en måde, så man kan slutte fred med det, der måske ligger og lurer som en – til tider ubevidst uro. Dybest set er en afdøde-kontakt bare en samtale, der fortsætter der, hvor den slap i livet. Der er ikke noget uhyggeligt ved det; den kærlighed eller grundlæggende respekt, man følte i livet, kommer man tilbage med. I virkeligheden kan du jo forestille dig, at du fik muligheden for at genforenes med en kær nær – og overføre det til den praksis, som er forbundet med en afdøde-kontakt. Er der beskeder, som din afdøde slægtning eller relation synes, du skal have, så kan jeg videreformidle den. Er der skyld eller ubevidste og uhensigtsmæssige mønstre i den måde, du sørger og kommer videre i livet på, kan du slippe dem i den her forbindelse.

Jeg havde en kvinde i min praksis, som, da hun var ung, mistede en jævnaldrende relation. De var 16, og han var – modsat hende – forelsket. Han var også psykisk udfordret og hans tanker og tale kredsede ofte om selvmord – også den aften han døde. For kvinden var det noget, hun havde med sig ind i voksenlivet; en ubevidst frygt for, at de mennesker som hun ikke kunne møde i deres behov, kunne risikere at reagere på en voldsom måde – og det blev – igen helt ubevidst – til et reaktionsmønster, hvor hun ofte søgte at undgå konflikter, og hvor hun var villig til at gå langt for at imødekomme andre menneskers forventninger. En afdøde-kontakt kan fjerne skyldfølelsen – opklare forløb og sætte mennesker fri. Man kan – alene ved at få fokus på de psykiske mekanismer og mønstre – bevæge sig mod en større mental sundhed og frihedsfølelse med stor energi og tillid til projektet.

Der er altså ikke meget spøgelseshus eller gys og gru forbundet med det. Det er en reel praksis, hvor vi – som vi gør i mit fag – tør beskæftige os med det mere ukonkrete, men i den grad virkelige og mulige, for at udnytte det, der ikke kan betegnes som meget andet end al verdens potentiale. Det findes og skal blot forvaltes rigtigt – så er det til rådighed. I virkeligheden!

Kontakt mig på:

post@pernillekvist.dk – + 45 29 88 31 69

Følg mig også på Facebook og Instagram

HOKUS POKUS

Kontakt mig på:

post@pernillekvist.dk – + 45 29 88 31 69

Følg mig også på Facebook og Instagram

Alle mennesker bruger deres sjette sans til noget. Min har måske altid været særligt vedudviklet, men grundlæggende er der ingen ”hokus pokus” forbundet med det, jeg via uddannelse og fokus har gjort til en faglighed, som sætter mig i stand til at arbejde – i virkeligheden meget konkret og jordnært – med healing og clairvoyance-sessioner. Vi må alle sammen i nogen grad tro, at vi er ud af det guddommelige - og for mig er det sådan, at alle mennesker kan være ”det gode” for hinanden. En clairvoyant er for mig derfor i virkeligheden kun et menneske, hvis egentlige evne, er at se mulighederne for at hjælpe andre mennesker i øjnene. Det er selvsagt ikke noget, man ”bare” kan. En uddannet og fagligt velkvalificeret clairvoyant trækker i udgangspunktet på nogle medfødte evner – fornemmelser, det kan have mange navne, måske kan man sige, at det er noget, man tør erkende, at man har med sig. Et uddannelsesforløb sikrer, at man får struktureret sine evner – får en forståelse af, hvordan man bruger den mulighed, man har.

Og ja, jeg ser spøgelser. For de findes. Nu ved du det, og alligevel tror du måske ikke på mig.
Det er ikke ALT, vi kan forklare med faktuelle termer og videnskabens hjælp – det fine ved menneskelivet, når vi tør folde det helt ud, er, at det heller ikke er alt, vi SKAL forklare.

Igen; det handler om den rigtige balance. Det handler om at turde bruge det, der ikke har et navn eller lader sig genkende som en del af den verden, vi har skabt for hinanden. Hvem? Hvem har skabt den verden? Jeg tror ikke, der findes et menneske på jorden, der kan hævde at kende det sande svar på det spørgsmål. Men nogen eller noget har skabt grundlag for den verden, der er blevet. Også min. Og det er den, jeg gerne vil lukke dig ind i.